Nyheder

Thvilum-sagen – Del 2

Det Kamstrup-ejede edb-selskab Thvilum A/S har været ude med ærekrænkende usandheder om Datacentric og vores måde at servicere kunder på.

Da Thvilum ikke selv har vist vilje til at komme med en uforbeholden og oprigtig undskyldning, følte vi os kaldet til selv at gå i rette med Thvilums usandheder. Så vi bestilte indrykning af denne annonce i Magasinet Fjernvarmes marts-nummer.

Den 30. marts, omtrent på udgivelsesdagen, meddelte Dansk Fjernvarme, at man ikke ville bringe annoncen. Afvisningen kom på trods af, at annoncens indhold skriftligt var drøftet og afstemt med (og vel dermed godkendt) en af Dansk Fjernvarmes seniorkommunikationskonsulenter allerede den 13. marts.

Man begrundede nu den pludselige afvisning med annoncens navngivning af Thvilum og med, at man ikke vil medvirke til at eskalere konflikter mellem leverandører.

Værre er sådan set, at man sætter trumf på, ved at sige, at der er kommet indsigelser mod annoncen. Adspurgt bekræfter Dansk Fjernvarmes presse- og kommunikationschef, at annoncen har været fremsendt til Thvilums udtalelse (!). Thvilum har med andre ord fået lov til at censurere det indhold, vi havde brugt tid og penge på at få produceret.

Det efterlader så det spekulative spørgsmål: Er det kun ”velment censur”, eller er der også et element af nepotisme i det fra Dansk Fjernvarmes side?

For Thvilum fik jo uhindret adgang til at bringe deres usandheder om Datacentric i en annonce i oktober 2025 i Magasinet Fjernvarme. Vi fik ingen mulighed for at kommentere eller komme med indsigelser.

Mere følger….

Kontakt os

Udfyld formularen, så vender vi tilbage til dig inden for kort tid.